Dag 31

Man ser dem ved trappen på Nørreport station. Uden for diverse supermarkeder. På en bænk i en forladt park. Man ser dem, men man prøver at kigge væk. Hjemløse er jo ikke et syn som behager. Det er ikke rart at se et menneske der har mistet et sted at bo, en familie, og gejsten. Det er ikke rart at lugte til dem. Jeg har i hvert fald altid følte mig lidt utryg når jeg så en hjemløs, og selv da jeg indimellem gav dem nogle småpenge stoppede jeg aldrig op og snakkede med dem.

Det stammer nok fra dengang jeg boede i Asien, hvor der kom en hjemløs og greb fat i min arm. Forbavset havde jeg kigget op til hans hærdet ansigt, og hans øjne fortalte mig et tusind ting som jeg aldrig kunne have forestillet mig kunne findes. Da min far fik øje på mig hev han mig væk fra hans greb med det samme, og dér fik jeg advarslen om fremmede mennesker for første gang. Jeg tror jeg var seks.

Siden har jeg frygtet hjemløse en smule.

På bageren hvor jeg arbejder kommer der hver dag en hjemløs og køber en kop sort kaffe. Hver dag tager han sin kaffe og nogle småkager, som min kollegaer plejer at forære ham, og sætter sig ved bordet udenfor. Det plejer altid være den anden pige der tager hans betjening, for jeg får altid pludselig travlt med noget andet i det øjeblik den hjemløse kommer ind.

Men i dag fik jeg en pludselig mod til at tage imod ham. Han var beskeden og kiggede ikke særlig meget på mig, og jeg var ikke modig nok til at tilbyde ham nogle småkager med kaffen. Til sidst tog jeg mig sammen og ønskede ham god dag. Så vendte han sig om. Han nikkede.

Jeg prøvede at forestille mig hvad for et liv han havde levet, og hvad mon der var sket for at han endte uden noget hus. Det er umuligt for mig at have en god samvittighed når jeg står ansigt til ansigt med en hjemløs, og det vil nok aldrig ændre sig.

Dag 30

Det er egentlig ikke fordi jeg bruger meget mere end alle andre. Men man kan vidst nok godt kalde mig afhængig. Nej, ikke afhængig, mere bare trist, hvis jeg ikke har det på. Det er her min make-up, jeg taler om. Og jeg er alt andet end stolt over det.

Jeg er en af de personer, uanset hvordan min hverdag ser ud, som altid har grim hud. Om jeg har ædt slik og chips hele ugen eller om jeg har holdt mig helt væk fra det, kan man ikke se forskel. Den er og bliver grim. Derfor er jeg ret glad for, at der findes ting og sager, der kan skjule det.

Men nøj, hvor er jeg ked af, at føle mig grim hver gang, jeg går uden for en dør uden "maske". Derfor gjorde jeg noget i ferien. Jeg bestemte mig for at hele ferien skulle være 100% Make-up fri uanset hvad jeg skulle. Jeg besøgte venner (som jeg ikke er så tæt ved), jeg gik rundt i byen osv. Ved det måske lyder meget ynkeligt, men det er et ret stort skridt for mig. Self. kan jeg sagtens klare at mine veninder ser mig, men en hel uge HELT uden Make-up var en udfordring, som jeg klarede.

Dag 29

I dag udfordrede jeg min egen samvittighed. Jeg ville undersøge hvor meget jeg kunne tillade mig selv at slacke - at lade være med at følge mine regler omkring kost, produktivitet og så videre.

Det var en dag hvor jeg spiste lige så meget som jeg havde lyst til, og slappede af lige så meget jeg havde lyst til. Til sidst var jeg så fyldt med overskud, at jeg gik ned og gjorde noget som jeg ikke havde gjort i over en måned - øvet klaver. Jeg skrev også videre på et lille projekt som jeg er i gang med. Kort sagt var det en af de mest produktive og samtidig afslappende dage i lang tid.

Jeg tror, at en gang imellem er man nødt til at slappe af i stedet for hele tiden at følge sin samvittighed. Man skal frigøre sig fra den. Og så ender man til sidst at gøre det, som man har sat sig for i starten.

Dag 27

Jeg sidder her i bilen igen. Jeg har efterhånden kørt i meget bil på det sidste.
Det er ved at blive mørkt udenfor. Men det har det efterhånden været hele dagen.

Bladene på træerne er efterhånden i mindretal, og dem på jorden minder mest af alt om en mudderlignende omgang sjap. Efteråret er en underlig én. Det er for koldt til at gå uden jakke og for varmt til at gå med. Man har mest af alt lyst til at krybe under dynen med varm kakao og konfekt. Men det hører jo vinteren til.

Efteråret er mest af alt en kedelig blanding af sommeren og vinteren.
Jeg tænker på vinteren. Jeg glæder mig til at komme i julestemning eller generelt bare rigtig vinterhumør.

Jeg tænker tilbage på sommeren. På alle minderne, der for mig ligger langt væk og dækket af gråt efterårsvejr. Sommeren var en af de bedste somre, jeg har haft i mange år. Sommeren, der nu ligger i gemmeren.

Dag 26

Denne lille top, som jeg fandt frem fra min sommergarderobe i dag, rummer en masse minder fra sommeren. Sommeren hvor jeg tog til London uden voksne. Den sommer, som jeg savner alt for meget lige nu som årstiden skifter. Hvis jeg havde chancen, ville jeg straks bytte efterårets strålende blade og hygge med sommerens energi og frihed. Denne top er egentlig lidt for tynd til temperaturen nu, men jeg holder stadig lidt fast i den.

Jeg vil tilbage. Tilbage til hotellet med den forfærdelige morgenmad og tilbage til søde britiske fyre der hjælper mig med at bære min kuffert. Og det har jeg nemlig besluttet mig at gøre. Vi tager til London igen i januar. Jeg er ligeglad om jeg kommer til at arbejde alle weekenderne, London skal ikke ligge i gemmeren længere.

Dag 25

Melodierne lyder som de altid har gjort i øregangene. Ikke en tone er ændret - ikke et ord. Bassen pumper i takt med mit hjertes rytme, musikken ændres ikke.

Jeg sidder her i bilen, på vej på weekend i Jylland med mine forældre og søster. Jeg sidder med et godt, nyt blad, klar til at blive læst over en kop kakao. Jeg har høretelefoner i.

Det slog mig, at jeg burde høre nogle af de sange, som jeg ikke har hørt i lang tid. I måneder; i år. Selvom der er gået så lang tid, kan jeg stadig hvert et trommeslag og hvert et klaverstykke udenad. Det er dé melodier og sange, som betyder så meget for mig. Dem, som jeg forbinder med noget særligt, dem kan jeg høre om og om igen uden at blive træt af dem.

Når jeg sidder op ad bildøren og lytter til disse sange, der er så specielle for mig, så ryger jeg tilbage til alle disse fantastiske øjeblikke, som har en stor betydning i midt liv.

Nogle af sangene ville jeg måske ikke umiddelbart høre, hvis ikke det var fordi, jeg forbandt dem med noget. Men fordi jeg har hørt dem engang i ét øjeblik, som skulle vise sig at betyde så meget for mig, så er de blevet noget helt unikt.

Utroligt at sammensatte stemmer og lyde kan bringe én tilbage i tiden på den måde.

Dag 24

"Alt det jeg gør forkert - når jeg er sammen med Edith, så er det ikke forkert. Så er det rigtigt."
"Jeg venter bare på toget til Paris.
"Det føles som huden man har på øjenlågene."

I dag så jeg filmen Skyskraber. For første gang i mere end et år. Filmen, som jeg lagde mere vægt på end mit eget liv sidste efterår. Filmen, som jeg havde glædet mig til at se i hele fem måneder. Filmen, som jeg så to gange i biografen - første gang til forpræmiere sammen med Maya og anden gang gratis med Barometeret. Billedet ovenover er taget lidt efter forpræmieren, hvor vi ledte efter et sted at spise vores takeaway aftensmad. Det slår mig, hvor meget jeg egentlig har ændret mig siden dette billede blev taget. Dengang troede jeg på at alt det små og det store i livet havde betydning, og at jeg var noget særligt fordi jeg var barometerbarn. Jeg var lige netop begyndt med at finde mig selv, og derfor kom Skyskraber til at betyde en helt del for mig. Jeg var i samme stadie som Jon var i filmen.

Alle disse minder og følelser, der var gemt væk, blev fundet frem i dag. Og inde i mit halvvoksne 16 årige jeg kneb jeg en indvendig tåre og følte mig som 15 igen. På en måde er jeg flov over den person jeg var, men jeg ved at uden hende ville jeg ikke være til i dag.