Dag 31

Man ser dem ved trappen på Nørreport station. Uden for diverse supermarkeder. På en bænk i en forladt park. Man ser dem, men man prøver at kigge væk. Hjemløse er jo ikke et syn som behager. Det er ikke rart at se et menneske der har mistet et sted at bo, en familie, og gejsten. Det er ikke rart at lugte til dem. Jeg har i hvert fald altid følte mig lidt utryg når jeg så en hjemløs, og selv da jeg indimellem gav dem nogle småpenge stoppede jeg aldrig op og snakkede med dem.

Det stammer nok fra dengang jeg boede i Asien, hvor der kom en hjemløs og greb fat i min arm. Forbavset havde jeg kigget op til hans hærdet ansigt, og hans øjne fortalte mig et tusind ting som jeg aldrig kunne have forestillet mig kunne findes. Da min far fik øje på mig hev han mig væk fra hans greb med det samme, og dér fik jeg advarslen om fremmede mennesker for første gang. Jeg tror jeg var seks.

Siden har jeg frygtet hjemløse en smule.

På bageren hvor jeg arbejder kommer der hver dag en hjemløs og køber en kop sort kaffe. Hver dag tager han sin kaffe og nogle småkager, som min kollegaer plejer at forære ham, og sætter sig ved bordet udenfor. Det plejer altid være den anden pige der tager hans betjening, for jeg får altid pludselig travlt med noget andet i det øjeblik den hjemløse kommer ind.

Men i dag fik jeg en pludselig mod til at tage imod ham. Han var beskeden og kiggede ikke særlig meget på mig, og jeg var ikke modig nok til at tilbyde ham nogle småkager med kaffen. Til sidst tog jeg mig sammen og ønskede ham god dag. Så vendte han sig om. Han nikkede.

Jeg prøvede at forestille mig hvad for et liv han havde levet, og hvad mon der var sket for at han endte uden noget hus. Det er umuligt for mig at have en god samvittighed når jeg står ansigt til ansigt med en hjemløs, og det vil nok aldrig ændre sig.