Dag 2

I dag var endnu en dag hvor jeg besøgte København. Jeg var lige stået af endnu en togtur brugt på ingenting, da min mor ringede til mig. Hun fortalte, at min pung var blevet fundet og ventede på en station der lå en halv time fra Nørreport.

Jeg var ikke engang klar over at min pung manglede, og havde ingen anelse om hvordan den havde havnet i en station der lå i den anden ende af min toglinje. Med pirrende utålmodighed gik jeg ind i et tog igen. Jeg skulle bruge mere end en time på at hente min pung og komme tilbage igen. Den time kunne jeg havde brugt på så meget andet.

Så kom jeg i tanke om, at jeg måske godt kunne bruge denne time på noget godt. For en gangs skyld kunne jeg få noget ud af tiden i toget, som ellers forsvandt i ingenting.

Lige da jeg tænkte det, ringede min bedste veninde til mig. Hun var alene og ville have en at snakke med. Det var utrolig godt timing og vi snakkede i tyve minutter, indtil forbindelsen røg (jeg skulle rejse meget langt). Efter opkaldet sluttede, lagde jeg mærke til at jeg stadig var lidt i panik omkring min pung. Ærlig talt var det skræmmende at opdage at min pung var væk, og jeg var bekymret om noget var blevet stjålet derfra. Jeg brugte resten af togturen til at høre Agnes Obel, så jeg kunne berolige mig selv.

Når jeg endelig nåede frem til stationen, fik jeg min pung tilbage helt uberørt. Alle mine kontanter og kort lå der stadig. Pigen i kiosken sagde, at det var to piger der havde afleveret den. Mit bryst flød over med lettelse og taknemlighed, og jeg glemte fuldstændig hvor stresset jeg havde været. På togturen tilbage snakkede jeg med en sød gammel dame om episoden, og hørte mere Agnes Obel.

Det var en usædvanlig togtur, en hyggelig togtur, og en togtur, der for engangs skyld var gået med kvalitetstid.